Din kurv indeholder rabat. Hvis du ændrer din kurv, så vil rabatten blive fjernet

Caterina lægger stemme til Damstahl

26-10-2017

Caterina Capitani Nielsen har med sine mere end 35 år som receptionist i Damstahl en veludviklet fornemmelse for den enkelte kunde.

Smilet sidder både i stemme, øjne og på læberne, når Caterina aktiverer headsettet og tager imod telefonopkald til Damstahl. Med mere end 35 års ansættelse hos den rustfri stålgrossist i Skanderborg er der ikke mange leverandører og kunder, hun ikke kender og har et gemytligt forhold til.

"Jeg har en ret god fornemmelse for, hvornår jeg kan tillade mig at være afslappet og lave sjov, og hvornår der er brug for at være ”Des”", siger Damstahls 56-årige receptionist.

Buongiorno, come sta?

Den fornemmelse gælder i øvrigt, uanset hvor i verden der ringes fra.  Og når Massimo fra Italien ringer, mødes han på flydende italiensk af et ”Buongiorno, come sta?”, for italiensk er et af de sprog – udover dansk, engelsk og tysk – som Caterina er hjemmevant i.

"Min far er dansker, men min mor er italiener, og hun talte italiensk til os, da mine søskende og jeg var børn, så italiensk er mit andet modersmål", siger hun med et af sine mange smil.

Kunden har altid ret

Selv om direkte opkald og mails har betydet færre opkald til Damstahls hovednummer, tager telefonpasningen stadig en pæn del af Caterinas arbejdstid.

"Jeg fungerer som bagstopper på de numre, der ryger retur til hovednummeret, og så har Damstahl heldigvis valgt ikke at følge tendensen med elektronisk telefonsvarer og selvbetjening", siger hun.

Det passer Caterina rigtigt godt, for service er alfa omega for hende.

"Jeg er jo af en generation, hvor vi lærte god, gammeldags service, og hvor kunden som udgangspunkt altid har ret. Og jeg gør gerne alt, hvad jeg overhovedet kan for at give vores kunder en god oplevelse – uanset om det er vores trofaste kunder eller en ny", siger hun.

Skanderborghus først

Egentlig drømte hun om en karriere i hotelbranchen, og det var da også Skanderborghus, som blev det indledende springbræt for hendes karriere. Men for godt 35 år siden blev hun ansat hos Damstahl, hvor der var brug for mange af de samme kompetencer.

Bl.a. er det hende, der sørger for visitkort til medarbejdere, og at der er nok mad i caféen til det antal medarbejdere og gæster, der er i huset hver dag. Det er også Caterina, der sørger for, at der er te og kaffe til gæsterne og det rette nationalflag på receptionsdisken.

Orlov på hotel

"Faktisk levede jeg hoteldrømmen ud for fire år siden. Jeg tog to måneders orlov en sommer for at arbejde på et hotel i den lille by i Italien, hvor min familie kommer fra. Det var super sjovt. Jeg var den ekstra ressource og trådte til, uanset om der skulle males rækværk, vaskes op eller tales engelsk eller tysk med gæsterne", siger hun.

Italien og moderens hjemby er også fast feriedestination hver sommer. Men resten af året udgør bopælen i Stilling, de to voksne sønner på 25 og 29 år og Damstahl omdrejningspunktet for Caterinas liv.

 

 

Til toppen