Din kurv indeholder rabat. Hvis du ændrer din kurv, så vil rabatten blive fjernet

Sinthia trives i tallenes verden

11-03-2019

Sinthia Jeyenthiran er efter endt elevtid fastansat som bogholderiassistent.

Da Sinthia for to år siden startede hos Damstahl som økonomielev, var hun 25 år og havde været på vej ind ad andre stier. Faktisk havde tal aldrig fanget hendes interesse, før hun som 20-årig var begyndt på en uddannelse som event-koordinator, og der blev introduceret til faget Erhvervsøkonomi.

”Pludselig gav det mening. Det gik op for mig, at matematik ikke kun handlede om cosinus og sinus. Her kunne jeg sætte matematikken og tallene i relation til noget brugbart”, lyder det begejstret fra den nyudklækkede bogholderiassistent.

Efter den oplevelse sadlede Sinthia om og gik nu målrettet efter ’økonomivejen’. Bl.a. brugte hun en sommerferie på at gennemføre et fem-ugers kursus i virksomhedsøkonomi for at følge sin nyfundne passion for tal. Med motivationen i top satte Sinthia nu gang i en ihærdig søgeproces, som gav pote i form af en elevplads i Damstahls bogholderi.

Gode kolleger er guld værd
Sinthia følte sig straks taget godt imod og er imponeret over kollegernes forståelse og evne til at lære fra sig og give ansvar.

”Selv om jeg har stillet tusindvis af spørgsmål, har jeg ikke følt mig til last”, smiler Sinthia og fortsætter, ”jeg må sige, at mine kolleger har skjult det godt, hvis de ind imellem har mistet tålmodigheden. De er bare guld værd.”

Damstahls koncernregnskabschef, Annie Laursen, er helt enig i Sinthias ros til kollegerne i bogholderiet, men mener nu også, at det vender begge veje.

”Sinthia er selv hjælpsom og giver altid en ekstra hånd med, når der er behov. Selv om vi har givet hinanden håndslag på altid at løfte i flok, kommer det jo ikke af sig selv. Men da alle har samme tilgang, oplever vi ’positiv dominoeffekt’, og det er bare dejligt at opleve dette samarbejde og denne fleksibilitet”, lyder det fra den stolte chef.

Med i forandringsproces
Damstahl er ved at forberede overgangen til et helt nyt ERP-system, som inddrager alle processer i hele virksomheden. Det betyder, at alle arbejdsgange i endnu højere grad skal digitaliseres / automatiseres, og den proces glæder Sinthia sig til at blive en del af.

”Det har overrasket mig meget, at mange arbejdsgange i dag kører manuelt, men på den anden side har det helt sikkert givet mig en større forståelse af, hvad der sker inde i systemet,” konstaterer Sinthia.

Nu glæder Sinthia sig til at være med i indkøringen af det nye system, hvor hun jo så er med fra start og ser det som en positiv udfordring at medvirke til den fornyelse.

Lad ting tage tid
Hvis Damstahls nye bogholderiassistent skal give unge mennesker et råd med på vejen i deres søgen efter den rette hylde, lyder det, at ”lade ting tage tid”. At Sinthias endelige valg var ad nogle omveje, inden hun fandt bogholderihylden, føler hun blot har givet hende et værdifuldt indblik i forskellige verdener. Nogle gange er det bare nødvendigt at prøve noget af, for at kunne tage de rigtige til- og fravalg, og Sinthia er ikke i tvivl nu – hun trives i tallenes verden. Med elevbeviset i hus er Sinthia klar til at dygtig gøre sig yderligere inden for økonomi og udforske fagets mange elementer.

Til toppen