Din kurv indeholder rabat. Hvis du ændrer din kurv, så vil rabatten blive fjernet

Damstahls hjerte banker for børn

29-11-2019

Måske er det fordi vi ”fylder rundt”? Eller måske er det bare sundt – og helt naturligt? Uanset hvad, tror vi faktisk, det er vigtigt ind imellem at tillade tankerne at gå tilbage. At minde os selv og andre om vores historie og vores rødder.

Ganske vist fylder vi kun 50 i år, men Damstahls rødder går helt tilbage til 1947, hvor vores grundlægger, den tyske ingeniør og senator Henry J. Ehrenberg, startede sin første virksomhed. Henry Ehrenberg havde en ambition om at reducere den ekstremt høje børnedødelighed, som prægede efterkrigsårene. Med den klare målsætning udviklede han en ny produktionsmetode, der gjorde det muligt at fremstille fittings i smedet rustfrit stål. Dermed blev hygiejnen i mejeriernes mælkeproduktion markant forbedret. Det vakte opsigt, og siden er Henry Ehrenbergs produktions- og handelsvirksomheder inden for rustfrit stål blevet verdensomspændende.

”Vi er stolte af vores rolle i den del af verdenshistorien. Vores hjerte banker stadig for børn, deres sundhed og livskvalitet. Derfor er det af stor betydning for os, at vi fortsat med vores produkter kan medvirke til maksimal hygiejne inden for produktion af medicinal- og fødevarer”, reflekterer Damstahls adm. koncerndirektør og CEO, Mikael Sthaalros.

Netop med fokus på børn har Damstahl valgt i anledning af virksomhedens 50 års jubilæum at give et symbolsk skulderklap i form af kr. 50.000 til Ronald McDonald Børnefond.

Via denne fond skabes der lysglimt for familier med et barn, der er alvorligt syg. Fonden støtter forskning og aktiviteter til fordel for alvorligt syge børn. Desuden driver fonden Ronald McDonald Huset i København og har et nyt under opbygning i Odense (åbner i 2022). Ronald McDonald Børnefond tilbyder her trygge omgivelser til familier i en svær periode i deres liv. Også her banker hjertet for børn.

Til toppen