Din kurv indeholder rabat. Hvis du ændrer din kurv, så vil rabatten blive fjernet

Temadag om rustfrit stål den 14. maj

26-04-2019

INVITATION

Temadag om rustfrit stål, fra korrosion og svejsning til praktisk arbejde og overfladebehandling

Damstahl a/s og Migatronic A/S har hermed fornøjelsen at invitere til en spændende temadag om svejsning af rustfrit stål. Temadagen er for alle, der har interesse for feltet og som ønsker at blive lidt klogere på svejsningens mange rustfrie finurligheder.

Rustfrit stål er desværre ikke altid lige rustfrit. Rustfrit stål er en gruppe af materialer, der stiller langt større krav til både materialevalg og forarbejdning end ”almindeligt sort stål”. Så vi skal både vælge det rigtige stål til formålet og behandle det korrekt. Rustfrit stål er som en kæde, og ingen kæde er som bekendt stærkere end det svageste led; selv det svageste led skal være godt nok.

Undervisere er Claus Qvist Jessen (CQJ), kemiingeniør og ph.d.; Damstahl a/s, Skanderborg, og Torben Henriksen (TOH), produktchef; Migatronic A/S, Fjerritslev.

Temadagen finder sted:

Tirsdag den 14. maj 2019, kl. 10-15 hos Migatronic A/S, Aggersundvej 33, 9690 Fjerritslev

Tilmelding: Senest den 7. maj til gjo@migatronic.dk

Arrangementet er gratis, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet (af pladshensyn dog kun to personer pr. firma). Bogen ”Rustfrit stål – håndbog for nysgerrige” udleveres undervejs, og der bydes på kaffe, frokost og forfriskninger.

 

Dagen byder på en god blanding af teori og praksis:

Rustfrit stål og korrosion (CQJ)

Typer og hovedgrupper af rustfrit stål, deres anvendelser samt viften af ufrivilligt spændende korrosionsangreb og deres årsager. Kunsten at vælge den ideelle, rustfri ståltype.

‣ Svejsning af rustfrit stål (TOH)

Metoder, fordele og faldgruber ved både TIG og MAG, manuel vs. robotsvejsning etc. Svejsning er ikke let, så det betaler sig at vide lidt om sagerne, før man går i gang.

‣ Bearbejdning og overfladebehandling (CQJ)

Kunsten at få det maksimale ud af sit stål samt de korrosionsmæssige konsekvenser af forkert behandling, lige fra anløbninger efter svejsning til grov overfladebehandling. Dertil lidt om bejdsning – virkemåde og bivirkninger.

‣ Praktisk demonstration i Migatronics værksted (TOH)

Vi slutter med en rundtur, hvor man kan se Migatronics svejseudstyr i aktion og selv  få lejlighed til at prøve de forskellige  svejseprocesser. 

Claus Qvist Jessen

  • Kemiingeniør, ph.d.

  • +45 8794 4045

  • cqj@damstahl.com

Til toppen