Din kurv indeholder rabat. Hvis du ændrer din kurv, så vil rabatten blive fjernet

Titanstabiliseret stål

”Titanstabiliseret stål” er en betegnelse, som dækker en lidt speciel gruppe austenitiske rustfri stål. Alene navnet lyder mystisk, for ”titan” er jo et meget eksotisk metal, som oser af ekstreme anvendelser og meget høje priser? Forklaringen bag de titanstabiliserede, rustfri stål er dog meget mere nede på jorden. Kulstof (C) er generelt skadeligt for stålets korrosionsbestandighed, og vil man bekæmpe denne svækkelse, kan det gøres ad to veje:

  • Kulstofindholdet sænkes til max. 0,030 % (lavkulstofstål)
  • Kulstoffet neutraliseres ved at tilsætte et stof til stålsmelten, som binder det skadelige kulstof.

Titanstabiliseret stål er et godt eksempel på den sidstnævnte løsning. Stålet tilsættes max. 0,7 % titan (Ti), og dette titan neutraliserer effektivt stålets indhold af kulstof.

 

Titanstabiliseret stål kontra lavkulstof

Netop det, at titan binder kulstof, gør, at de titanstabiliserede stål nærmest er parallelle med lavkulstofvarianterne, og i mange tilfælde vil titanstabiliseret 4541 være en udmærket erstatning for almindeligt rustfrit 4307 – og omvendt. Tilsvarende kan 4571 og 4404 ofte erstatte hinanden (se tabel).

 

Stålgruppe

Lavkulstof

Titanstabiliseret

  Almindeligt rustfrit (18/8)

EN 1.4307

(4307)

EN 1.4541

(4541)

  Syrefast rustfrit

EN 1.4404

(4404)

EN 1.4571

(4571)

  Syrefast – høj Mo (2,5-3,0 %)

EN 1.4432

(4432)

-

 

Der er imidlertid et par vigtige forskelle, som man bør lægge mærke til. Titanstabiliseret stål er pga. det højere indhold af kulstof og især titan (Ti) mekanisk stærkere end lavkulstofstålene, især ved temperaturer over 4-500 °C. Til gengæld kan titanstabiliseret stål medføre højere værktøjsslid ved spåntagende bearbejdning og har en endens til at give gule svejsesømme ved brug af formier (nitrogen-hydrogen, N2-H2) som baggas.

Titanstabiliseret stål har således sin bedste anvendelse ved højtemperaturformål, mens almindeligt lavkulstof generelt er at foretrække ved vandige lavtemperaturanvendelser.

 

Hvad kan Damstahl?

Damstahl har naturligvis særdeles store mængder af de almindelige lavkulstofstål (4307 og 4404) på lager i tykkelser fra tyndplader til over 50 mm. Det nye er, at vi nu også har titanstabiliserede stålplader på lager. Det drejer sig især om koldtvalsede plader (2B) af den syrefaste kvalitet 4571. Denne kvalitet er især populær hos vore sydlige naboer, og 4571 er nærmest blevet til standarden indenfor alle industrielle applikationer i Tyskland. 4571 er derfor en særdeles efterspurgt kvalitet, hvis slutkunden er tysk.

Som udgangspunkt har Damstahl 4571-plader i stor format (3000 × 1500 mm) fra 1,5 til 6,0 mm godstykkelse, men både tykkere og tyndere dimensioner kan skaffes om nødvendigt.

Mht. stang af 4571 har vi hovedlageret i Langenfeld i Tyskland. Derfra kan vi levere 4571 som stang op til Ø500 mm, og da vi modtager varer fra Tyskland tre gange ugentlig, er forsinkelsen ret begrænset. I tillæg hertil har Damstahl Langenfeld et stort og meget velfungerende savecenter, så vi kan levere alle typer af stangstål på fix-mål. Dette giver en ikke uvæsentlig reduktion af slid på køberens værktøj.

Til toppen