Din kurv indeholder rabat. Hvis du ændrer din kurv, så vil rabatten blive fjernet

Når olien udvikler det rustfri stål

Rustfrit stål er på alle planer klodens universalmateriale, når der ”kræves lidt ekstra”. Tilbage i 1912 var det ønsket om slidbestandige riffelløb og svovlsyrebestandigt stål, der initierede udviklingen. I 1930 viste verdens den gang højeste bygning, Chryslerbygningen i New York, muligheden for at bruge rustfrit stål til facaden på skyskrabere, og i slutningen af 40’erne var det i høj grad muligheden for at lave korrosionsbestandige rør og fittings til food/pharma, der skubbede på udviklingen.

I takt med tiden har man hele tiden opfundet nye applikationer til eksisterende stål – eller udviklet særlige ståltyper til applikationer, hvor de eksisterende materialer ikke slog til. Dette gælder også de seneste 50 år. Så i en lille artikelserie vil vi plukke enkelte highlights fra de seneste fem årtiers støt voksende vifte af rustfri stål.

Tilbage i slut-60’erne og start 70’erne var verdens energiforsyning ret overskuelig: Man brugte olie, den kom fra Mellemøstens sand, og prisen var til at leve med. I 1969 kostede en tønde råolie $3,32, i 1972 var prisen $3.60, men i 1974 havde den fået et gevaldigt hop opad til 9,35, og i 1979 nåede prisen $25,10 – mere end en syvdobling på 10 år. Mange af os husker sikkert stadig de bidende kolde, men bilfrie søndage i vinteren 73-74, efter at Sheikh Yamani fra Saudi havde annonceret de første hidsige prisstigninger på det sorte guld.

Prisen alene var en rigelig god grund til at forsøge at finde olie andre steder, og i Europa var stedet Nordsøens bund. Især den engelske og norske del af Nordøen rummede store rigdomme, men at få det op stillede store krav til teknikken og dermed også materialet. De på det tidspunkt bedst kendte rustfrie ståltyper af 43- og 44-klasserne er og var gode til meget – bare ikke til naturligt havvand. Mekaniske styrkekrav sammen med risikoen for grubetæring og især spaltekorrosion viste sig hurtigt af kunne aflive de austenitiske standardstål. Selvom det klart bedre ”duplex” (4462) som regel klarede de mekaniske krav, var korrosionsbestandigheden ikke altid god nok.

What to do? Jo, man udviklede ståltyper med et endnu højere indhold af krom (Cr), molybdæn (Mo) og til dels kvælstof (N), og de ”superduplexe stål” var født. ”Superduplex” er en uofficiel fællesbetegnelse for stål med ca. 25 % Cr, 7 % Ni og 4 % Mo, og da udviklingen skete udelukkende i stålværkernes laboratorier, kom legeringerne ud i form af kommercielle navne som fx ”SAF 2507”, ”Zeron 100” eller ”Ferralium 255”. I vore dage er disse efterhånden blevet til standarder og hedder hhv. EN 1.4410, 1.4501 og 1.4507. Men at de overhovedet blev udviklet, skyldes i al sin enkelhed, at Nordsøen stiller uhyggeligt store krav til materialerne.

 

Claus Qvist Jessen

  • Kemiingeniør, ph.d.

  • +45 8794 4045

  • cqj@damstahl.com

Til toppen