Din kurv indeholder rabat. Hvis du ændrer din kurv, så vil rabatten blive fjernet

Pas godt på havegrillen!

Det er sommer, det er sol, og det er grilltid. Så nu skal den lækre, rustfri havegrill igen på banen til gavn og glæde for de hungrende smagsløg. Desværre er selv den dyreste rustfri grill ikke rustfri, og ikke sjældent sker det, at en lækker grill har fået rustpletter i den lange vinterpause. Og hvorfor det?

Standardmaterialet til havegriller synes at være det ferritiske 4016 (endda slebet), som korrosionsmæssigt er en klasse ringere end det almindelige ske- og gaffelstål, 4301/07 og absolut ikke egnet til udendørs henstand i vor meget saltholdige vinterluft. Det kan let give overfladiske grubetæringer, som ganske vist ikke får grillen til at falde sammen, men kønt ser det ikke ud. Heller ikke de andre, almindeligt anvendte rustfri stålkvaliteter er tilstrækkeligt bestandige til at modstå den kommunale vejsaltning, så man slipper ikke for lidt systematisk vedligehold.

Opbevaring om sommeren kan fint klares med en gang imellem at tørre grillen af med en fugtig klud. Eventuelt kan den parkeres under et halvtag eller i udhuset, men det er ikke strengt nødvendigt pga. eventuel korrosion af det rustfri stål

Selve grillristen er ofte rustfrit stål, og det fungerer helt uproblematisk. Temperaturen når let op på 200 °C, men det er intet problem. Mange er bange for, at der kan ske afsmitninger af tungmetallerne fra det rustfri stål til bøfferne, men dette er en helt ubegrundet frygt. Husk dog kun at rengøre risten med en rustfri stålbørste (evt. messing). Aldrig en børste af ”sort” stål.

Når sæsonen er slut, vask da alt udstyr grundigt af, og tør det efter med en klud. Grillen parkeres derpå enten indendørs i udhuset eller et andet halvlukket sted, gerne under et dække (når den er helt tør). Det værste er, når grillen står frit fremme under et halvtag, hvor den kan modtage salttåger fra hovedvejen, men aldrig skyl via regn. Den slags skal gå galt.

Claus Qvist Jessen

  • Kemiingeniør, ph.d.

  • +45 8794 4045

  • cqj@damstahl.com

Til toppen